Nyheder 2013Nyheder 2012Nyheder 2011Nyheder 2010Nyheder 2009Nyheder 2008
RedaktionenPerspektivs indholdBladudvalgetAbonnementVejledning for manusLæserundersøgelse
Kontakt DG MediaAnnoncedeadlinesFaggruppeannoncer
Indsend artikelNominerede 2012ArtiklerKategorierOm Del Din VidenMånedens artikel
03. juni 2010

Hvem ved hvad der foregår i hovedet på en 10-årig?

Bibliotekarerne skal være børns guide til de gode oplevelser i digitaliseringens tidsalder. Og de skal skynde sig at komme i gang  – ellers kunne Anders Morgenthaler godt finde på at overtage opgaven. Mød manden bag Palles Gavebod.

 

Foto: Jakob Boserup

Anders Morgenthaler kan godt forstå, hvis der er nogle bibliotekarer rundt omkring, der er bange. Lige præcis i disse år, ændrer den måde, vi bruger og finder viden på sig markant. Det kræver, at vidensarbejdere som bibliotekarer, opfinder nye måder at agere på – og det kan være angstprovokerende.
- Der kommer hele tiden en ny dims som gør, at viden bliver mere og mere grænseløs. Du kan give en iPad til en lille dreng i Afrika – og så har han adgang til hele verden. I princippet har skriften, som vi kender den, nået sin evolutionære grænse – den kan ikke bredes mere ud, end det sker i øjeblikket. Det giver nye perspektiver på at være menneske. Og burde give nye perspektiver på at være bibliotekar. Og det kan jeg godt forstå kan være pisse-skræmmende, siger Anders Morgenthaler.
Gennem de sidste to års samarbejde med Styrelsen for Bibliotek og Medier om Palles Gavebod har han nået at tænke en del over bibliotekets og bibliotekarens rolle i samfundet.
- Børn har uanede mængder af information til rådighed. Men ingen kan lære alt – og hvorfor er det så lige dårlige Youtube-vidoer af skøre katte, som børnene sidder og kigger på, når der findes masser af seriøs, god og dannende underholdning? Når jeg tænker over de muligheder, jeg ville have haft, hvis jeg var barn i dag – du kan finde nogle af verdens bedste tegnere på Youtube og se deres metoder. For dem, der er nysgerrige, fantasifulde og åbne for verden, giver det rigtig mange muligheder. Men dem, der er bange, kan måske blive endnu mere bange. Derfor er der brug for gode voksne, der tager stilling, siger Anders Morgenthaler.

Find en sag

De gode voksne kunne meget vel være bibliotekarerne. Den gamle tanke om objektivitet er sat ud af spillet i en tidsalder, hvor der er så meget at vælge imellem.
- Hvorfor er der ikke en bibliotekar, der gør det til sin sag at oversætte nogle af de fantastiske foredrag, der ligger på ted.com? Der er for eksempel en mand, der fortæller om, hvordan han har bygget sin egen regnskov og masser af andet, som børn vil synes er vildt spændende. Men der er nogen, der skal gøre det – og hvis man ikke spiller med på den store bane, så må man finde sine små sager rundt omkring og gøre en forskel ad den vej. Jeg mener grundlæggende, at du kan være med til at skabe verden – eller du kan være en af dem, der bare følger med. De allerfleste mennesker har en hang til tryghed i sig. De stræber efter magelighed og en terrasse med aftensol, hvor de kan slappe af efter arbejdet. Men hvis du vil være med til at skabe verden, så er det pissehårdt og pisseskræmmende – og der vil garanteret være masser af mennesker der siger, du tager fejl undervejs. Hvis man ikke har lyst til at gå den vej, så synes jeg, at man skal lade være med at gå i vejen for dem, der gerne vil.

Biblioteket skal gøre det let
Det er to år siden Copenhagen Bombay blev kontaktet af Styrelsen for Bibliotek og Medier, der gav firmaet opgaven at udvikle et fælles børnesite for Danmarks biblioteker. Sitet gik i luften i en demoversion den 26. marts i år.
- Jeg sagde ja til opgaven, fordi jeg har en basal interesse for dannelse. Og fordi jeg mener, at bibliotekerne har en stor opgave her. Men det kræver, at de rykker sig. Jeg var selv et biblioteksbarn og kom på biblioteket hver uge. Men jeg mødte aldrig en ven eller klassekammerat, eller fik en guide som hjalp mig. Hvorfor skal børn gå på biblioteket i dag? Næsten alt, de skal bruge, findes elektronisk. Vi har passeret den første generation, der har kunnet downloade deres musik hele deres liv – første version af Napster blev lanceret i 1996. Så hvis bibliotekerne ikke finder på nogle meget gode grunde til at hive børnene derhen, så står vi om få år med en vælgergeneration, der slet ikke kender bibliotekerne – og hvor tror du, at de gerne vil spare penge, når de skal stemme første gang?
Men biblioteket skal oppe sig, hvis børnene skal blive ved med at komme.
- Biblioteket skal gøre det skidehamrende let at få adgang til viden. Systemet skal laves for brugerens skyld – ikke for bibliotekets. Og så skal puljerne til download og fysiske materialer lægges sammen. Bogen er i forfald – man kan vælge at stritte imod, og man kan vælge på at se, hvordan vi kan bruge det faktum. Jeg tror virkelig på, at hele biblioteksvæsnet i disse år står og falder med, om man evner at vende sit fokus og gå helhjertet ind i den digitale tidsalder, siger Anders Morgenthaler.
Han tror på, at biblioteket er de rigtige til at formidle viden. Men der skal rykkes nogle linjer før kompetencerne er på plads.
 – I øjeblikket er takterne der bare ikke. Hvis det ikke bliver biblioteket, der sætter sig på at underholde børn, så bliver det bare nogle andre. Jeg kunne endda selv finde på det. Det vil ikke være så svært for mig at leje en hal med servere i Indien og forhandle nogle rettigheder hjem, siger Anders Morgenthaler.

Fra bogskubber til formidler
Biblioteket står som formidler af viden over for store udfordringer. Digitaliseringen giver nye muligheder – og det kræver, at biblioteket tænker sig om.
- Vi står over for et biblioteksvæsen der skal sige til sig selv »hvorfor er vi her«? Bibliotekarerne skal væk fra at skubbe en lille vogn foran sig med bøger og ud og være formidlere på en helt anden måde, end vi ser det i dag. Jeg er måske fordomsfuld, men jeg har en fornemmelse af, at mange bibliotekarer er kommet ind i faget af helt andre grunde end formidlerrollen. Man siger, at 40 procent af alle skolelærere egentlig ville have været kunstnere eller skuespillere – det vil sige, at der i folkeskolen er en kæmpe masse af mennesker, der kan lide at performe hver eneste dag. Den lyst kunne bibliotekerne godt bruge noget af.
Hvad angår arbejdet med Palles Gavebod, ser Anders Morgenthaler den nuværende demoversion som en begyndelse – også selv om alle hans ideer ikke er blevet til noget.
- Al diskussionen om Pissegratis og navnet er fortid. Lige nu har jeg det sådan, at vi kunne have kaldt siden for »hat« – det er uden betydning, indholdet er det vigtigste. Demoversionen er den platform, som vi kan gå ind og udvikle på. Men en hjemmeside bliver jo aldrig færdig. Tror man det, har man fået forkert fat på det. En hjemmeside skal blive ved med at udvikle sig og nytænke sig selv, og sådan er det også med Palles Gavebod.

I hovedet på en 10-årig
Men hvor har Anders Morgenthaler selv talentet for at underholde børn fra? Og ved han hvad der foregår i hovedet på en 10-årig?
- Pointen er, at det er der ingen, der ved. Men jeg har noget infantilt i mig – en nysgerrighed og grænseløshed, der gør, at jeg synes, det er sjovt at blive ved med at udforske verden. Jeg kender ikke specielt mange børn, og jeg afprøver ikke mine ideer på børn. Da jeg var lille, havde jeg rigtig svært ved verden. Alle sagde, at jeg skulle kunne alt muligt, hvis jeg skulle blive til noget. I dag kan jeg se, at noget af det allervigtigste for mig har været at bevare min nysgerrighed og fantasi. Hvis du kombinerer barnets evne til at spørge og være nysgerrig med en iværksættertrang – så er der ingen grænser for, hvor du kan komme hen.
I øjeblikket er han i gang med at etablere en fire-årig gymnasieuddannelse i Horsens, hvis fokus skal være visuelt og kreativt.
- Der er så mange akademikere, der kommer ud fra universitet uden at kunne noget som helst, du kan bruge i den virkelige verden. Det danske skolesystem fremmer simpelt hen ikke kreativitet og debatmiljø. Jeg vil hellere ansætte en, der har siddet og tegnet på sit værelse i fire år end en akademiker, som ikke har tænkt en selvstændig tanke. Man er nødt til at vide, hvordan verden hænger sammen, ellers har man intet at tilbyde. 

kejser@bf.dk

 

Skriv en kommentar

Navn  E-mail  
Kommentar  

Bookmark and Share

Denne artikels emner

Portrætter
Børnekultur