E-bogs-tsunamien samler sig på verdenshavet, mens bibliotekarerne sidder roligt ved lagunens bred og drikker te

Københavns Universitet har i de senere år lukket, beskåret eller sammenlagt adskillige institutbiblioteker. Aarhus Universitet står midt i en enorm fusion, der kommer til at samle alle 22 biblioteker under ét. En fusion, der vel at mærke kun kommer tre år efter, at Danmarks Pædagogiske Universitet og Handelshøjskolen i Aarhus blev lagt ind under universitetet.

I det hele taget er der ikke meget at sige til, hvis man som ansat på et forskningsbibliotek føler sig en smule under pres. For det er hele ens bibliotek i høj grad også.
Formand for Statsgruppen i Bibliotekarforbundet, Anne Thorst Melbye, følger udviklingen på vegne af sine medlemmer:

- Det er ret blodigt, det, der foregår nogle steder. Det er ikke kun på Aarhus og Københavns Universiteter, det er for eksempel også på CBS (Copenhagen Business School), at der sker voldsomme besparelser eller nedlæggelser. Der startede for cirka ti år siden med besparelser i centraladministrationen, og lige nu er det sammenlægninger hos CVU’erne (professionshøjskolerne), der præger billedet. Vores rolle som bibliotekarer ændrer sig, så det er vigtigt, at vi har fokus på vores faglighed. På en måde er det blevet standard at høre om nedskæringer, men for den enkelte bibliotekar vil det altid være en katastrofe, siger Anne Thorst Melbye.

Økonomisk bombe under bibliotekerne
Men hvad er det, der gør, at forskningsbibliotekerne er under så voldsomt et pres nu, hvor samfundet samtidig satser på, at viden og uddannelse skal sikre Danmarks fremtidige velstand?

Michael Cotta-Schønberg er formand for Forskningsbiblioteksforeningen, universitetsbibliotekar ved Københavns Universitet og vicedirektør ved Det Kongelige Bibliotek. Med udsigt til havnens stille vand fremmaler han et ganske dramatisk billede:
- E-bogs-tsunamien samler sig på verdenshavet, mens bibliotekarerne sidder roligt på lagunens bred og drikker te.

Det billede vender vi tilbage til. For snakken indledes med den aktuelle situation, hvor man på Københavns Universitet nedlægger de nære institutbiblioteker.

- Der er to hovedtrends, der forklarer nedlæggelserne. Den første er økonomi. Nedlæggelserne gennemføres for at opnå stordriftsfordele og undgå dobbeltprocesser. Samtidig skærer man ned på biblioteksservicecentrene, fordi det vigtigste for universiteterne er at prioritere forskning og undervisning. Bibliotekerne er infrastruktur, godt nok intellektuel infrastruktur, som de ikke kan klare sig uden, men tiden, hvor bibliotekerne blev opfattet som universiteternes hjerte og lå i midten af campus som et græsk tempel er forbi, konstaterer Michael Cotta-Schønberg.

Men den store økonomiske bombe under forskningsbibliotekerne er i øvrigt ikke de store statslige nedskæringer pt,. men den tilsyneladende permanente forskel, der er mellem prisstigningerne på e-licenser og reguleringen af forskningsbibliotekernes bevillinger.
 
Her mangler Michael Cotta-Schønberg som leder af Københavns Universitets biblioteker hvert år omkring tre procent. Og når han indkøber licenser for omkring 50 millioner, er der hvert år en udhuling af budgettet på cirka to millioner kroner. Det vil sige først to, så fire og så seks millioner, som årerne går.

- På den måde er de nuværende nedskæringer vand i forhold til de manglende millioner, der akkumuleres år for år, siger han.

Forskerne bliver ved skrivebordet
Den anden store trend på forskningsbiblioteksområdet handler om digitaliseringen. Her førte forskningsbibliotekerne i 1990’erne an og insisterede på, at trykte tidsskrifter skulle erstattes af digitale.

- Vi pressede det igennem, selvom mange forskere var uvillige, og nu kan de ikke leve uden. Biblioteket er ikke længere den lokale bogsamling, nu er vi i skyerne som en digital ressourcesamling, og forskerne kommer ikke mere på biblioteket. De sidder bag skærmen og researcher, og når det lokale bibliotek ikke længere er afgørende for forsyningssikkerheden, så behøver man ikke at have det helt tæt på, siger Michael Cotta-Schønberg.

Nogle steder er forskerne nærmest uafhængige af det fysiske bibliotek, men trenden med digitalisering foregår i forskellige tempi. Hurtigst går det hos naturvidenskaben, der læser alt digitalt, mens de humanistiske retninger i langt højere grad stadig bruger trykte tidsskrifter.

Luke Tredinnick, der er lektor i Information Management ved London Metropolitan University, skriver i en artikel fra Dansk Biblioteksforskning i 2009, at digitaliseringen truer bibliotekerne. For den biblioteksform, vi kender i dag, er bundet op på, at bogen er en sjælden ting, som biblioteket giver adgang til. Og jo mere sjældne materialerne er, jo mere værdi tillægger brugerne biblioteket.

Men når digitaliseringen gør information til allemandseje, og forskernes research på biblioteket er erstattet af research ved skrivebordet, så er det verdensbillede for længst forældet. Tendensen understreges af, at bibliotekernes søgetjenester kommer ind på sekundære placeringer i forhold til Google og Amazon, når forskerne søger efter informationer eller leder efter bøger. Det viser en rapport om Visionsarbetet för biblioteskverksamheten vid Lunds Universitet i juni 2011.

Et ocean af viden
Lige nu går udviklingen på området så stærkt, at Michael Cotta-Shcønberg mener, at alle strategier fra før 2009 bør skrottes. Det, der har givet digitaliseringen luft under vingerne, er de nyeste e-bogslæsere. E-bogen har som sådan været klar længe, og allerede nu digitaliseres store dele af de værker, der før var sjældne og svære at få adgang til.

Men indtil i fjor har brugerne manglet e-bogslæsere, der kunne sætte tryk på udviklingen. De kom i 2010, blandt andet med Apples iPad og med Kindle, og derfor samler e-bogs-tsunamien sig nu på verdenshavene. Ja, det er en trussel mod alt det, vi kender, konstaterer Michael Cotta-Schønberg. Og det er langt fra alle i faget, der har gjort sig bevidste om, hvad det er for en altforandrende bølge, der vil skylle ind over forskningsbibliotekerne.

- Men den er en fordel for brugerne. Det er jo et ocean af viden, der bliver stillet til rådighed.  Moderne informationsteknologi kommer til at udvide brugernes valgmuligheder, i stedet for at indskrænke dem; hvis de vil have bogen trykt og indbundet i oaseged, kan de få det, hvis de vil læse den digitalt, kan de det. Det eneste, der helt sikkert ikke vil ske er, at man lagrer bøgerne i trykt form i bibliotekerne, og der vil ikke længere være små offentlige bogsamlinger tæt på brugerne. Den biblioteksform, vi kender, står for fald, og vi skal ikke kæmpe for at holde fast i vores nuværende form. Når alt omkring os bevæger sig, så kræver det mere energi at blive stående end at flyde med, siger Michael Cotta-Schønberg.

Diskussionen er ifølge Michael Cotta-Schønberg ikke, om forandringen vil ske, men kun hvor hurtigt det vil gå, og det standpunkt, man tager i den diskussion, vil afhænge af ens frygt eller forventning til fremtiden:

- Jeg er selv på det vilde hold. Jeg tror, at der vil gå kort tid, og jeg mener, at vi kan påvirke fremtiden, hvis vi ikke bare giver op. De opgaver, vi har i dag, vil stadig være der.

Hvordan ser fremtiden ud?
Michael Cotta-Schønberg skitserer tre scenarier for forskningsbibliotekernes fremtid.
Det første kan med få ord betegnes som det mest pessimistiske scenarie, hvor forskningsbibliotekerne slet ikke findes længere. Muligvis vil viden sendes direkte fra forfatter til slutbruger via store gratis eller meget billige formidlingssystemer, og så er der heller ikke længere brug for kommercielle forlag.

I et andet og lidt mindre pessimistisk scenarie, er det et biblioteksvæsen, der har mistet nogle af sine kerneydelser. Forskningsbibliotekerne varetager digitale ressourcesamlinger og studiemiljøer for de studerende, men den specielle forskerservice er røget.

Endelig skitserer Michael Cotta-Schønberg et tredje mere optimistisk scenarie. Her gør forskningsbibliotekerne alt det, man gør i dag og mere til. Undtagelserne er forvaltningen af trykte materialer, som vil være væk for altid.

Det er det sidstnævnte scenarie, som Michael Cotta-Schønberg håber og tror på. Men derfor er han også bekymret over, om bibliotekerne fuldstændig mister kontakten til forskerne, når de små institutbiblioteker lukker. For er bibliotekarerne først væk fra forskernes miljø, kan det blive svært at komme tilbage.

Luke Tredinnick er optimistisk omkring forskningsbibliotekernes overlevelse. Han ser ikke nogen god grund til, hvorfor forskningsbibliotekerne ikke skulle kunne tilpasse sig og udvikle nye værktøjer til at holde styr på de informationer og kilder til informationer, der nu kan ændre form. Og ligesom Michael Cotta-Schønberg synes han, at kontakten til forskerne og forskningsmiljøet er vigtig. Han forestiller sig bibliotekarer, der videreuddanner sig til et højere akademisk niveau, så de ikke kun stiller informationer til rådighed for forskerne, men også deltager i debatter og udvikling af ideer, der understøtter forskningen.