Tænk som en digitalt indfødt

Når nye generationer efterhånden er vokset op med en computer i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, så kan det være noget af en opgave at skulle betjene disse superbrugere på nettet.

Men de unge er også selv udfordrede. Når de skal navigere i et stadigt voksende univers af viden og information på nettet, har de brug for vejledning. Det mener internetpsykologen Anders Colding-Jørgensen. Han har beskæftiget sig med internettet siden 1995 og med Facebook siden 2008. Han er tilknyttet både IT-Universitetet og Instituttet for Fremtidsforskning.

Perspektiv har bedt ham forholde sig til den nye generation af superbrugere, der tilsyneladende er som fisk i vandet på internettet. Og han mener ikke, at bibliotekarer eller andre faggrupper har grund til at frygte noget.

- Jeg ser et billede for mig af en faggruppe, der sidder afventende og tror, at der kommer en hel masse superkompetente unge mennesker og kræver en hel masse. Men det er ikke kun bibliotekarerne, der er udfordrede af digitaliseringen og de unges tilgang til verden, siger Anders Colding-Jørgensen fra sin udsigtspost på Instituttet for Fremtidsforskning lige ved siden af det gamle Kommunehospital i København.

- De unge er heller ikke superklare på alt med computere og internettet. De unge er rigtig gode til den del, der handler om kommunikation med hinanden på de sociale medier. Men i det øjeblik, det handler om at finde viden, information og indhold, så er de, slet, slet ikke så meget på hjemmebane som eksempelvis min generation, siger internetpsykologen.

Han mener, at bibliotekarer fortsat skal møde de unge på de præmisser, som biblioteker og bibliotekarer nu en gang har, og det mener han i højere og højere grad vil handle om at udvælge og stille godt indhold til rådighed for dem. Det kalder han kurateret, altså udvalgt, indhold.

Definitionen på de såkaldt digitalt indfødte – the digital natives – er, at det er unge, der kom til verden sidst i 1980’erne. De er altså vokset op med internettet, som for alvor blev udbredt i midten af 1990’erne.

Er det vigtigt, så finder det mig
Anders Colding-Jørgensen understreger, at det i forhold til disse unge er nødvendigt at tænke på en helt anden måde, eller som han udtrykker det: Ændre vores mindset og prøve at sætte sig ind i de unges tankegang.

Anders Colding-Jørgensen kom selv til verden  i 1967, det var året hvor eksempelvis The Beatles udkom med deres analoge vinyludgivelse af et af verdens mest berømte albums: Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band. Dengang var man tvunget til at købe et helt album, det hele hang jo fysisk sammen. Nu kan man sample og købe enkelte musiknumre, og det gør mange.

Anders Coliding-Jørgensen forudser, at de unge også vil kunne plukke løs af bidder af litteratur, film og alt muligt andet.
- Det er vigtigt, vi sætter os ind i, hvordan unge mennesker tænker indhold på nettet. De opsøger ikke nødvendigvis indhold. Der er en grundlæggende holdning hos dem, der hedder: Hvis noget er vigtigt, så finder det mig.

-  Det er også klart, at  de unge har en social tilgang til internettet. De vil gerne have nyheder og indhold serveret, og det må gerne på forhånd være valideret af vennerne på eksempelvis Facebook.

Anders Colding-Jørgensen gør opmærksom på, at de unges adfærd påvirkes af, at de konstant bliver præsenteret for rigtig mange informationer, de skal tage stilling til.

- Den måde, de unge håndterer information overload på, er, at de opererer med sociale søgninger. Altså: Hvis noget er fedt, så er der nogen, der viser mig det. Det kommer forbi mig i strømmen, hvis det er vigtigt. Og så tænker de: Det er så noget, jeg måske vil interessere mig for. De har valgt et filter, for de magter ikke at sætte sig ind i alt muligt. Man kunne kalde det social udvælgelse af informationer, siger Anders Colding-Jørgensen.

Gør indholdet nemt at dele
Uanset om man er enig i, at dette er konstruktiv adfærd eller ej i forhold til informationssøgning, så er adfærden sådan blandt mange unge, mener Anders Colding-Jørgensen. Det sociale element er vigtigt, mange unge er eksempelvis også online med hinanden, når de laver lektier. Og i relation til indhold og informationer på nettet betyder venners bedømmelse meget.

Han mener at alle, der opererer på nettet, bør tage denne tilgang ad notam og tænke på, hvordan den kan anvendes konstruktivt.

- Her er en helt håndgribelig opgave, hvis man har noget indhold på nettet: Gør det til at finde, og gør det nemt at dele, siger han og betegner dette fænomen som peer kuration, altså at nogen, for eksempel venner på nettet, vælger tingene ud.

- I den forbindelse kan man spørge: Hvad er et bibliotek? Er det et sted? Eller er det ideen om at levere »kurateret indhold betalt af skatteyderne«. Man kan forestille sig, at bibliotekerne skal ud at leve andre steder og være der, hvor brugerne er.

At købe to kapitler af en bog
Han mener også, at de unge gerne vil sætte et aftryk og være med til at producere indhold
- Mange unge har en anden opfattelse af et værk, end vi har.  For eksempel synes vi, at det vil være en dødssynd kun at købe to kapitler af en bog. Det kunne være de to fede kapitler, som en eller anden har anbefalet. Det kan være, at de kapitler kan få et eget liv, hvor de unge så kan danne en individuel kontekst omkring dem og lave deres egen samling, som de deler med andre, siger Anders Colding-Jørgensen, der lige her ikke lader sig distrahere af den virkelighed, der hedder ophavsret, licenser og droit morale. Han har sat sig i de unges sted.

Og her er vi tilbage ved Beatles i 1967 og deres helstøbte værk med Sgt. Peppers-albummet.
- Tidligere var man teknologisk nødt til at have en række musiknumre ved siden af hinanden på en lakplade. Nu viser det sig, at folk bare vil plukke det bedste, og så deler de numrene. Det er en anden måde at se værket på. Måske er de unge i virkeligheden bare interesseret i at kunne plukke alle de interessante, relevante eller saftige kapitler ud af 16 bøger og lave deres egen kompilation.

- Umiddelbart vil mange af os nok tænke: Nej, det skal de da ikke. Det må vi hjælpe dem til ikke at gøre. Det vil være grimt. Fuldstændig som man tænkte om et album. Men måske er det det, de vil, siger Anders Colding-Jørgensen.

De ser internettet som en arena
En anden megatrend, han peger på, er opfattelsen af internettet som et sted, hvor man opbygger sin identitet. Vi er gået fra at kunne optræde anonymt på internettet til at det, vi lægger ud eller skriver, skal kunne holde til at alle andre ser, hvad vi laver.

- Så fra at internettet skal forstås som et postkontor, hvor vi bruger nettet til at give folk en fil, så skal vi mere se nettet som en arena. En stor arena for dannelse af vores identitet og vores selvfremstilling. 

Anders Colding-Jørgensen mener, at grænsen mellem, hvad vi foretager os i virkeligheden, og hvad vi foretager os i arenaen på internettet, er nærmest ikke eksisterende. Så når vi bliver venner med nogen, bliver fan af noget – så gør vi det altså i virkeligheden. Det er noget, der vil sige noget om os, andre vil mene noget om os, på baggrund af de valg, vi træffer på internettet. Det bliver en slags social økonomi, som alle disse kulturelle artefakter optræder i.

- Så hvis jeg kan komme til at profilere mig som en bedre udgave af mig ved at dele noget på nettet, så gør jeg det. Jeg deler det ikke for de andres skyld. Det er udelukkende for min egen skyld. Og her går grænsen ikke ved, om noget er kommercielt eller ej. Grænsen går snarere mellem relevant og brugbart eller irrelevant og ikke-brugbart. Vi deler rigtig mange ting, som andre har lavet, men som siger noget om os – eller om siger noget om den, vi ønsker at være. Det er et kredsløb.

Vi møblerer vores identiet
- Mange mennesker, og især de unge, møblerer deres identitet på nettet med en hel masse kulturelle objekter, som de ikke selv har lavet. Dem, der forstår at lave disse kulturelle objekter til dem, ryger direkte ind i disse sociale feeds, forklarer Anders Colding-Jørgensen.

Dermed mener han også, at bibliotekarer og biblioteker kan udnytte måden, de tilgår de unge på, og i måden, bibliotekerne markedsføres på. Det vil sige, at fordelen for eksempelvis for biblioteker er, at de i højere grad kan præsentere indhold på en måde, så de unge vil dele indholdet ud fra følgende betragtning: Se hvad jeg har fundet. Det siger noget om dem.

- Hvorfor viser folk et billede af deres aftensmad på Facebook?  Altså hvad er informationsværdien af, at jeg viser dig, at jeg skal have sushi? Informationsøkonomisk har det ingen værdi. Men ser man det som et spørgsmål om identitetsøkonomi, så er det vigtigt for mig at vise, om jeg er til en stor beskidt bøf bearnaise, eller om jeg er til hjemmelavet sushi.

- At vi tager alle mulige stumper af indhold, vi ikke selv har lavet og lægger det ud i feedet med navnløse modtagere for at møblere vores egen identitet. Det er den økonomi, man i det mindste skal forstå, for i det mindste at kunne gøre sig fortjent til, at nogen gider dele ens indhold på de her medier.

Han uddyber, hvad det er for en psykologisk faktor hos os, der her kommer i spil.
- Helt fundamentalt er mennesket et dyr, der er afhængig af, at andre kan lide os. Vi er wired til at være enormt interesseret i, hvad andre synes om os.
-  Så det er vigtigt, at et bibliotek kan lægge indholdet ud, så de unge vil møblere deres identitet ved at dele indhold.  Men man skal være klar over, at man tilfører folk nogle emblemer, som de kan pynte sig med, og at det til at starte med kan være ret overfladisk. 

- Jeg tror omvendt, at mange unge mennesker har en sult efter substans. Men de tænker: Hvad skal jeg bruge tid på. Der er så meget indhold derude, vis mig noget og gør det på en måde, jeg kan forstå. Så det kan være, at markedsføringen faktisk først begynder, når de unge har fået fat i et produkt eller en bog. Måske skal man sige til dem: Læs denne bog, for den er god.

- Vi skal tænke i nogle loops, der hænger sammen. Når nogle unge deler nogle klassikere på nettet, fordi de mener, at det får dem til at se sofistikerede ud, så skal nogen vende tilbage og sige: Hør her, du kan faktisk komme her og låne den og den bog, se en film og så videre.

Hold op med at smiske på Facebook
Men Anders Colding-Jørgensen advarer mod at fedte for dialog, når man henvender sig til brugerne af de sociale medier. Dette gælder ikke kun, når man henvender sig til de unge. Men han har set så mange dårlige og misforståede eksempler på virksomheder, der prøver at lægge op til dialog, så han har skrevet artiklen »Stop Facebook-smiskeriet« på sitet Kommunikationsforum.

- Jeg vil sige: Afblæs nu det her sociale paradigme. Det var en fuser, det med, at virksomheder skulle være sociale. Det er i øvrigt også en meget dyr måde at have transaktioner med folk på. Jeg vil langt hellere have nogen, der viser mig noget, jeg kan bruge, end jeg vil påduttes en masse smisken og dialog.

- Det her med at et bibliotek eller andre virksomheder skal have en Facebook-side for at få folk i dialog ender i en værre gang smiskeri og fedteri, hvor virksomhedens ansatte tænker: Gad vide om jeg får flere kommentarer og »likes«, hvis jeg nu formulerer mig på en bestemt måde.

Anders Colding-Jørgensen har skrevet artiklen med den baggrund, at han har arbejdet med Facebook siden 2008.
- Jeg kan ikke se noget behov overhovedet fra brugere og forbrugere for at have en særlig inderlig dialog eller relation med virksomheder. Jeg bliver bare nødt til at sige: Behovet er der ikke. Og næsten alle, som prøver at drive en Facebookside ud fra præmisser om, at folk rigtig gerne vil i dialog, de undrer sig over, hvorfor fanden folk ikke gider snakke med dem.

Det mener han, at der kun kommer noget grimt ud af med folk på virksomhederne, der stiller alle mulige morgenfriske spørgsmål til brugerne. Når man ser på det, har det blot karakter af én fæl gang lefleri.

- Jeg vil gerne have at folk holder op med at lade sig forføre af de her sociale mediers harakrisnaer, som kommer i deres orange gevandter og deres lille tromme og fortæller, at dialog er enormt vigtig. Det er det muligvis for nogen, men for de fleste mennesker er en fornuftig måde at bruge Facebook på ikke at smiske.

Anders Coliding-Jørgensens angreb gælder ikke de Facebook-ansvarlige, men mere de evangelister, der går og fortæller, at dialog bare er det eneste fede. Facebook-ansvarlige har han mest ondt af, når de prøver at lefle sig til respons.
- Du skal ikke være bange for at envejs-kommunikere om det, du laver. Og hvis fok spørger om noget, så skal du være klar til at svare. Gør du det, er du nået langt, for det handler ikke om smiskeri.


Se Anders Colding-Jørgensens meget læste artikel, "Stop Facebook-smiskeriet", på Kommunikationsforum.